U15 – Benløse cup – 2010

U15 – Benløse cup – 2010

I weekenden 23/24 januar deltog U15 holdet i den efterhånden traditionsrige turnering i Benløse, holdet drog af sted sammen med U13 og pige-junior holdet, fredag eftermiddag, med tog med kurs mod sjælland.

Samtlige spillere, trænere og ledere fra holdet var tilmeldt, så grundlaget for en på alle måder vellykket tur/turnering var til stede. Risom og Jan (Beaver) havde fået ”fri” fra Århus kampen i samme weekend – og selv om de var noget i tvivl, om det ville gå uden dem (andre ville nok ikke tvivle) så fik eliten sejren med hjem fra Århus.

 

 

Togturen til Benløse forløb planmæssigt med skift i Ålborg og Odense, hvor kun DSB var med til at forvirre, ved ændring af vognnumre efter stort set alle med plads-billet var kommet ind i toget, med efterfølgende stor omrokering til følge.

Efter godt 6 timers togrejse blev der skiftet til bus det sidste stykke fra Ringsted til Benløse Skole.

Lørdag morgen, tidligt op (meget tidligt) vi skulle spille den første kamp kl. 9.00 og velforberedt og klar skulle vi jo være, samtidigt skulle vi jo også lige fejre ”fødselsdagsbarnet” Risom (som vist nok blev 12) – Foregik med behørig fødselsdagssang med meget rustne morgenstemmer og tilhørende gave fra holdet.

Første kamp tabte vi 1 – 0 til Båstad, kamp to tabte vi 2 – 1 til Copenhagen SFC, kamp tre tabte vi 2 – 0 til FFE, dermed var vi i B-slutspillet og skulle spille semifinale mod Vanløse, kampen endte uafgjort i ordinær og forlænget spilletid og kampen skulle afgøres ved straffeslag, hvor vi så også lige trak det korteste strå!

Alt i Alt en rigtig møgdag (rent spillemæssigt) Hvad der gik galt, er der nok mange bud på, men for os blev alle kampe dømt meget hårdt når det drejede sig om fysisk spil og nærmest ingen kontakt, skub og lignende blev tolereret fra dommernes side, og manglen af 3 stamspillere - Caroline og Liselotte var blevet ”prioriteret” på Pige junior holdet og Jeppe var skadet og deltog stort set ikke i kampene i løbet af weekenden – har sikkert også haft sin indflydelse. Det korte af det lange – der blev spillet langt under vanlig standard og dermed kom holdet ikke frem til ret mange scoringschancer – og så er det svært at vinde floorball-kampe.

Lørdag aften var der ”landskamp” Danmark – Sverige, med deltagelse af trænere/ledere fra de danske og svenske deltagende hold, og i en fyldt idrætshal, med stemning omkring kogepunktet, blev der afviklet en dramafyldt kamp, hvor vi stillede med en ren Bulldogs kæde der nærmest spillede svenskerne ud af banen og med Michael Carøe i 2. kæden, hvor han gjorde sig så bemærket, at han efter kampen fik titlen som bedste spiller på det danske hold! (ja han ka´ noget ham Carøe) – Guld til Danmark.

Søndag havde vi så en sidste kamp til at få oprejsning, hvor der skulle spilles om bronze, her havde vi overtaget i det meste af kampen, og sejr blev det også til, men kun 2 – 1, så her var det også ved at brænde på, men medalje kom der med hjem.

Nu drejer sådan en tur sig jo heldigvis ikke kun om resultater, hvad angår hygge, tant og fjas og mærkværdige indfald uden for banen – så vandt vi GULD!!

Hjemturen forløb planmæssigt, dem der havde regnet med en stille tur – hvor de fleste ville sidde og sove oven på en hård weekend – kunne godt tro om, der blev råhygget på tværs af alle tre hold, og der var gang i den helt ind til vi trillede ind på Frederikshavn banegård, søndag kl. 21.28.

Tillykke til Pige Junior - de kan andet end at se godt ud – de vandt deres turnering, og synes også der kan siges tillykke til U13 holdet, som nåede rigtigt langt og kom i A-slutspillet mod særdeles gode hold, hvor de desværre endte lige uden for medaljerækken.

Stor ros og tak til Benløse FC for velafviklet turnering, gode forhold på skolen, og velvalgt og veltilberedt menu, morgen, middag og aften, hvor vores spillere og måske i særdeleshed trænere, var med til at sørge for der ikke blev for mange rester. Desuden stor tak for hjælp med bustransport fra/til Ringsted station.

Sluttelig en stor tak til den forældregruppe fra Bulldogs der trak ”læsset” med planlægning af turen.

På vegne af U15 holdet

Preben