Klub Historie Udskriv Email
Onsdag, 29 Oktober 2008 22:25

Historie

 

Skrevet og husket af Per Schmidt

Det hele startede tilbage først på året i 1990, en holdkammerat til Kim Haagensen i FFI kendte nogle folk, som spillede floorball i Hirtshals. 

Kim som også spillede en del hockey (som man dengang kaldte det) i Ungdomsgården Hånbæk samlede i fællesskab med brødrene Paul og Per et hold sammen bla. spillere fra Ungdomsgården Hånbæk. 

Kampen foregik i Hirtshals hallen, det viste sig hurtigt, at Hirtshals spillerne ikke kunne hamle noget op med Os. Vi vandt klart med 15– 1. 

Der gik et langt stykke tid, før der igen skete noget.
Men en dag blev Kim igen kontaktet, af Torben Frydkjær fra Aalborg, han havde et hold som gerne ville spille en kamp mod os. Vi tog igen af sted til Aalborg.

Kampen foregik i en meget lille gymnastiksal (mindre end gymnastiksalen på Fladstrand skole) Vi var ikke ret mange på vores hold, vi blev bla. tilbudt at låne nogle spillere fra Aalborgs hold, men takkede nej tak. Aalborg spillerne var også noget større end vores spillere, så man skulle tro at det blev nemt for dem. Men det viste sig også her, at vi var for hurtige, så kampen blev vundet. 
Der gik igen en tid før der skete noget.

Men i slutningen af 1991, blev vi kontaktet af Torben Frydkjær, der var et stævne i Solsidehallen i Nørresundby. Vi tog af sted (Jesper, Kim, Paul og  Per og nogle flere) til Nørresundby. Vi skulle spille 2 kampe denne dag mod Aalborg Flyers 1. og 2. hold. Den første kamp mod Flyers 2. hold blev vundet 15–3, og kampen mod Flyers 1. hold vandt vi 15–7. Til stævnet deltog Hirtshals og Brønderslev også. Nu var de første skridt taget, for at vi kunne deltage i en turnering skulle vi starte som en organiseret klub. Den blev stiftet 19. februar 1992 i Jespers lejlighed i Hånbæk. Jesper Nielsen blev valgt til formand, Per Bjørnager til næstformand, Per Schmidt til kassere, Paul Schmidt til bestyrelsesmedlem og Kim Haagensen til sekretær, til suppleant blev valgt Jesper Bo Olesen. Vi blev først enige om navnet Pitbulls som tilnavn, men dette navn måtte ikke bruges.
Så blev vi senere enige om BULLDOGS.

Vi startede med at træne 2 timer ugentligt, hver fredag: 19:00 – 21:00 i gymnastiksalene på Bangsbostrand  skole. Inden vi fik trænings tiderne, havde vi fået fabrikeret 2 mål på Ørskov. De første turnerings kampe, vi spillede, foregik ved stævne arrangementer, med 2 kampe på en dag. Turneringen havde navnet PENTA CUP, her deltog Aalborg Flyers med 2 hold, Brønderslev, Hirtshals og Frederikshavn. Stævnerne blev holdt skiftevis i Solsidehallen Nørresundby og Hirtshals hallen. Vi sluttede med at blive nummer 2 i denne turnering. Ved DM turneringen i 1992 deltog alle klubber med deres 1 hold. Der var på dette tidspunkt 9 klubber i Danmark. Vi sluttede på en andenplads ved dette DM, efter finalenederlag til Aalborg Flyers. 

Danmarksturneringen 1992/93 var den første som skulle spilles som serie, hjemmekampe og udekampe. Her deltog Aalborg Flyers med 3 hold, Brønderslev med 2, Herning med et og Frederikshavn med et. Vi havde inden turneringsstart, fået hal tid til vores hjemmekampe i Abildgårdhallen. Men da vi pludselig fik problemer med en hal tid på Ørnevejens Skole, som mente at vi havde ridset gulvet efter 2 timer, blev vores timer inddraget. Klubben havde nu et stort problem, man kunne ikke afvikle hjemmekampe. Kommunen havde nedlagt forbud mod spillet i alle kommunens haller. Det endte med at vi måtte spille vores hjemmekampe på udebane. Vi havde træningstider i gymnastiksalene på Bangsbostrands Skole og Fladstrandskole. Avisen blev kontaktet bla. fordi at vi som den eneste klub ikke måtte spille i kommunens haller. Vi sluttede på en flot første plads i vestkredsen, på trods af, at vi spillede på udebane. 

1993 var også det år hvor det første juniorhold blev dannet. Juniorene trænede en gang om ugen i starten. De var ude til stævner i Aalborg og Herning, de spillede nogle gode kampe mod Herning. DM slutspillet 1992/93 blev afviklet i Helsingør hallen. Bulldogs skulle møde København i sin semifinale. Den blev desværre tabt med 4–5, det var ellers en tæt kamp. I kampen om bronzen skulle Bulldogs møde Aalborg Flyers, som havde tabt til Rødovre Jailbrakers. Her tabte vi desværre også med 5–10, det blev kun til en skuffende fjerdeplads. København vandt guldet med sejr over Rødovre 6–2. Så kom vi frem til sæsonen 1993/94. Her havde kommunen endelig givet klubben grønt lys til at afvikle sine hjemme kampe i Idrætshallen i en 2 års forsøgsperiode. Klubben havde fået hal tid til træning i hallen, men de lå meget sent fra kl. 21:30 – 23:00, men det var trods alt bedre end ingenting. I denne sæson deltog 1. holdet, 2. holdet og juniorholdet, der var de tre rækker. Man spillede på fodboldbander, da man ikke havde skaffet sig rigtige bander. Banen blev streget op med tape. De tre hold fulgte hinanden med at spille mod de respektive hold på hjemmebane og udebane. Vi havde en del problemer med at skaffe biler til udekampene, men det gik som regel. Men der var desværre en del aflysninger til vores hjemmekampe specielt når vi skulle møde Herning, de kunne bla. ikke skaffe kørsel til de forskellige hold.

Førsteholdet vandt rækken sikkert, og juniorene vandt også deres række. Der var endnu ikke en række på Sjælland til juniorene, så det blev Bulldogs og Herning der skulle spille juniorfinale. DM slutspillet foregik dette år i Brønderslev hallen. Bulldogs skulle møde Helsingør, der blev nummer to på Sjælland. Den anden semifinale stod mellem København og Brønderslev. Bulldogs vandt sin semifinale med 7-4, men det holdt hårdt Vi var nede med 3–1 efter anden periode. København vandt sikkert over Brønderslev 8–1.  

Juniorene lagde ud med at spille finale mod Herning om søndagen, og det blev også en spændene affære, efter at have været bagud 1–3 til starten af 3. periode, vendte kampen til Bulldogs’s fordel. Kampen blev vundet 7–4, og dermed vandt klubben den første guldmedalje. 1. holdet tabte desværre finalen til København med 6–9, efter en dramatisk kamp. Brønderslev vandt Bronze med sejr over Helsingør.

 

BULLDOGS HISTORIE:

 

1994/95 blev en noget svingende sæson for 1. holdet, vi havde mistet flere gode spillere. 2. holdet og junior holdet spillede i samme række denne sæson. De mødte hinanden en enkelt gang, og det blev faktisk en rigtig god og underholdende kamp. 2. holdet var forstærket med et par spillere fra 1. holdet. Junior holdet startede ellers bedst med at føre med 5–0 og 12–5, men så skete der noget med 2. holdet. Da kampen var færdig havde 2. holdet vundet med 13–12, det sidste mål blev sat ind med kun 2 sekunder igen af Polle (han var til den kamp sat af Junior holdet). 1. holdet endte med at skulle ud i en altafgørende kamp mod Brønderslev i Brønderslev om den sidste slutspilsplads. Brønderslev kunne nøjes med uafgjort, så var de med. Bulldogs ville det anderledes og da kampen var færdigspillet havde vi vundet med 10–5 til stor jubel.  

DM slutspillet 1994/95 blev afholdt i Valby hallen. Der blev ikke holdt Junior DM.

Bulldogs skulle møde Hafnia, som havde vundet kredsen på Sjælland, så vi havde alle odds imod os. Den anden semifinale stod mellem Aalborg Flyers og København. Bulldogs tabte desværre semifinalen med 2–4 til Hafnia efter en rigtig god kamp. Vi havde presset dem til det sidste, og havde fået annulleret et mål. Den anden semifinale blev vundet af København med 6–2. Bulldogs skulle møde Aalborg Flyers om bronzen dagen efter og her havde vi Kim Haagensen med.

Bulldogs havde kun vundet en kamp over Flyers i grundspillet med 5–4, de andre tre var alle tabt. Hjemme 5–11, ude 5–21 og 1–11. Men denne kamp her blev vundet suverænt 5–0, efter en god hold indsats, bronzen var hermed hjemme. Finalen blev vundet af København, efter forlænget spilletid og straffeslag 5–4.

1995/96:

Vi fik ikke lov at fortsætte med at spille floorball i Idrætshallen, man mente at vi havde lavet for mange mærker i gulvet. Kommunen havde givet tilladelse til, at vi kunne fortsætte i FFK hallerne. Her var der rigtige bander og mål, som var lånt af speciel rejser i Gøteborg. Klubben købte senere på sæsonen banderne for 25.000 Kr. Vi havde ellers søgt om tilskud fra kommunens 5% pulje, men fik afslag.         1. holdet startede sæsonen lidt skidt, men blev bedre og bedre som sæsonen skred frem. Det endte med at vi vandt kredsen foran Brønderslev.

DM slutspillet foregik i Kolding.

Her skulle Bulldogs møde Hafnia i sin semifinale. Den anden semifinale stod mellem København og Brønderslev. Bulldogs vandt sin semifinale med 9–5. Den anden semifinale blev vundet af København med 4–1.

Brønderslev lagde ud med at vinde over Hafnia med 6–2, og vandt dermed bronze. Desværre tabte Bulldogs finalen til København med 5-6, efter en rigtig god kamp.

Sæsonen 1996/97:

Det blev en god sæson i grundspillet for 1. holdet og junior holdet. Der var kommet flere hold med i 1. holdets kreds. Denne sæson skulle vi ud på flere lange ture, bla. Esbjerg og Odense. Efter at have vundet grundspillet foran Aab og Brønderslev, skulle man i gang med slutspillet. Det var det første år, hvor vi skulle spille kvartfinaler, førhen var det de to bedst placerede hold der gik videre. Her skulle vi møde Rødovre, som var gået videre på en fjerdeplads i øst kredsen. Man spillede bedst af tre opgør. Det første opgør vandt vi med 9–4, efter at have været bagud med 1–3 i 1. periode. Det andet opgør blev spillet om aftenen samme dag, det blev et meget spændende opgør.

Efter at Vi havde kontrolleret kampen og ført 4–1, kom Rødovre tilbage i kampen. Blot 5 sekunder før tid udlignede De til 5–5, og man skulle ud i forlænget spilletid. Der gik ca. 7:30 min. Uden scoring, men Kim Haagensen fik opfanget en dårlig aflevering fra Rødovre og den udnyttede han ved at score til 6–5, til stor jubel. Bulldogs var dermed videre til semifinalen.

DM semifinalerne og finalerne skulle afvikles i København i Bavnehøjhallen. Her ventede Brønderslev. Bulldogs havde vundet begge kampe mod Brønderslev i grundspillet med 4–3 hjemme og 5–4 ude. Juniorerne skulle spille finale mod Jægerspris, man spillede bedst af to kampe. Det første opgør tabte juniorerne desværre med 5–6, efter en dårlig start hvor man kom bagud med 0–3. 1. holdets kamp mod Brønderslev blev en meget lige affære, men det blev desværre til et nederlag på 2–3, efter føringer på 1–0 og 2–1. Juniorernes anden kamp blev vundet med 3–2, så man skulle ud i forlænget spilletid. Det blev nogle hektiske minutter med mange udvisninger, flere gange spillede man 3 mod 5, men man holdt stand. Den forlængede spilletid gav ingen scoring, så man måtte ud i straffeslagskonkurrence. Her trak Jægerspris desværre det længste strå. Skuffelsen var meget stor hos Bulldogs spillerne.

Kampen om bronzen skulle Bulldogs 1. hold møde Herlev, som havde tabt til København i sin semifinale. Bulldogs havde alt spillet i denne kamp, men ind ville bolden desværre ikke. Det blev derfor Herlev, der vandt med 3–2, så nedturen var total. København vandt over Brønderslev i finalen med 4–3, efter en meget lige kamp.

Sæsonen 1997/98:

 

Bulldogs havde til denne sæson fået en svensk træner, Søren Carlsson fra Tranås. Søren fik sat system i Bulldogs spil, vi lærte meget af Søren. Det blev en rimelig god sæson for Bulldogs 1. hold, det endte med en anden plads i grundspillet. 1. holdet havde også fået en svensk spiller på holdet. Han var målmand og kom fra Linkøbing, hans navn var Tony Johansson. Tony gjorde det godt for Bulldogs, han var bla. god til lange udkast. Juniorerne vandt også deres kreds. Bulldogs første hold skulle møde København i kvartfinalen. Den første kamp blev vundet med 6–3. Kampen om aftenen samme dag blev mere jævnbyrdig. De to hold fulgtes ad næsten hele kampen. Det endte også her med Bulldogs sejr, kampen blev vundet med 3–1. I semifinalen ventede Rødovre på udebane. Den første kamp blev spillet tidligt på dagen. Bulldogs kom dårligt fra start, man kom bagud 0–4 i første periode. Anden periode gik ikke ret meget bedre. Bagud 2–8 var man nødt til at gøre noget. Bulldogs spil blev mere fremadrettet, man fik pyntet til slutresultatet 6–9.
Kampen om aftenen blev meget jævnbyrdig, efter uafgjort 2–2 i ordinær kamp, skulle man ud i forlænget spilletid. Der gik ikke ret lang tid, så havde Paul Schmidt scoret til 3–2 for Bulldogs, og man skulle dermed ud i en tredje kamp. Den tredje kamp, blev lige så jævnbyrdig, som den anden. Efter at Bulldogs havde ført 1–0, blev det desværre Rødovre der scorede til sidst. Kampen endte med nederlag på 1–2. Der var stor skuffelse i Bulldogs lejren.
DM finalerne blev senere vundet af Herlev, over netop Rødovre.

Juniorerne skulle til Brønderslev og spille DM. De skulle møde Hørsholm i semifinalen. Efter en god kamp, med mange målchancer i begge ender vandt Hørsholm desværre med 2–0. Bulldogs skulle møde Brønderslev om bronzen dagen efter. Og her var der ingen slinger i valsen, Bulldogs vandt kampen sikkert 12–2.

Sæsonen 97/98 var også den sæson, det første damehold startede. Man spillede bla. en træningskamp mod Brønderslev, som på dette tidspunkt havde et damehold. Kampen blev tabt med 0–9.

Sæsonen 98/99:

 

Bulldogs kunne ikke fortsætte i FFK hallerne, kommunen havde givet tilladelse til floorball i Abildgårdhallen. Søren Carlsson var også denne sæson træner for 1. holdet. Man havde også fået tilgang af to svenske spillere fra Umeå, nemlig Frederik Burlin og Thomas Adolpsson. Målmand Tony Johansson havde forladt Bulldogs. Det blev en god sæson for Bulldogs, Vi vandt kredsen foran Herning. Juniorerne  vandt også deres kreds. Bulldogs skulle møde Hvidovre i kvartfinalen, den første kamp blev vundet med 4–2. Den anden kamp om aftenen blev vundet med 7–2. I semifinalen ventede Rødovre igen, men denne gang på hjemmebane. Det første opgør endte med Bulldogs sejr på 5–4, efter forlænget spilletid, Kim Haagensen scorede sejrsmålet. Om aftenen gik det knap så godt, vi tabte med 3–4. Den tredje kamp dagen efter, blev en meget lige kamp. Bulldogs kom foran 3–2 i starten af tredje periode, og da Claus Albertsen havde bolden i nettet til 4–2, troede vi at kampen var afgjort. Men den ene dommer annullerede målet, for høj stok. Der stod 3–2 til 13 sek. Før slutsignalet, så udlignede Rødovre desværre. Og vi skulle ud i forlænget spilletid, der gik ca. 1:30 min, så havde Rødovre igen scoret til slutresultatet 3–4, til meget stor skuffelse for Bulldogs. Man var så tæt på finalen og så alligevel ikke. DM finalen dette år blev igen vundet af Herlev.

Juniorerne skulle til Hørsholm og spille om DM. I semifinalen mødte vi Farum, her vandt juniorerne med 7–5. I finalen ventede Hørsholm. Efter et meget lige opgør endte ordinær spilletid uafgjort 1– 1. Man skulle dermed ud i forlænget spilletid. Der gik ca. 5:30 min så havde Bulldogs scoret til slutresultatet 2–1. Bulldogs havde dermed vundet den anden guldmedalje i junior rækken.

 

Sæsonen 1999/2000:

 

Bulldogs skiftede træner denne sæson, Søren Carlsson skiftede til Brønderslev. Træner var  til denne sæson Jesper Thomsen, han kom fra et træner job i naboklubben Outlaws FFK. De to svenske spillere: Thomas Adolpsson og Frederik Burlin forlod også Bulldogs, man satsede på egen avl. Bulldogs første hold spillede også her en god sæson. Det var første gang nogensinde, at man skulle spille lokalopgør mod naboklubben Outlaws FFK i elitedivisionen. Den første kamp blev spillet i Abildgårdhallen, kampen blev vundet af Bulldogs med 10–4. Det omvendte opgør i FFK hallen blev også vundet, her vandt Bulldogs 3–1.
Dame holdet spillede en rimelig god sæson, efter en lidt dårlig start, blev holdet bedre og bedre. Damerne nåede ikke til slutspillet denne sæson.

1. holdet vandt kredsen foran Herning, man skulle møde Jægerspris i kvartfinalerne. Kampen om lørdagen blev vundet med 6–4. Den anden kvartfinale blev vundet med 7–5, og man var klar til semifinalerne. Her skulle Bulldogs møde Rødovre igen, og her havde vi igen hjemmebanefordel. Det første opgør om lørdagen endte uafgjort 4–4. Der var nu lagt op til en meget jævnbyrdig afslutning. Det andet semifinaleopgør blev meget spændende. Bulldogs kom bagud med 0–2, men vi fik udlignet til 2–2 inden 3. periode. Kampen endte med Bulldogs sejr på 5–3, og vi var dermed klar til DM finalen. Her ventede Herlev. Det første opgør skulle spilles i København. Det gik desværre ikke så godt i den første kamp. Efter den første periode kom vi bagud 0–3. I anden periode kom vi lidt mere med, men Herlev førte med 4–2 inden sidste periode. Her scorede Herlev til 5–2, inden vi fik scoret til 5–3. Der manglede ca. 1:30 min. Vi satsede, tog målmanden ud til fordel for en ekstra spiller, men Herlev scorede til slutresultatet 6–3.
Andet opgør skulle spilles i Abildgårdhallen (hundehuset) og her var vi tvunget til at vinde for at fremtvinge forlænget spilletid og evt. straffeslagskonkurrence. Bulldogs startede kampen godt, Vi førte 2–0 efter 1. periode. 2. periode blev også en god periode, her kom Bulldogs foran 4–1. Man troede på dette tidspunkt af kampen var afgjort. Bulldogs kom foran med 5–1 i starten af 3. periode.

Men så skete der noget ubehageligt, Bulldogs blev ramt af en 5 minutters udvisning. Herlev scorede ret hurtigt til 2–5 og 3–5, det gjorde Bulldogs usikre. Da Bulldogs blev fuldtallige udlignede Herlev til 5–5. Vi tog en time out, satte en ekstra spiller ind, men Herlev scorede i tomt mål til slutresultatet 5–6. Det var nogle meget skuffede Bulldogs spillere der fik sølv. Kim Haagensen blev denne sæson kåret til årets floorballspiller i Danmark.

Juniorerne vandt deres kreds foran Esbjerg, og det blev de to hold der skulle kæmpe mod to hold fra øst kredsen. DM slutspillet blev holdt i Hvidovre. Bulldogs skulle møde Hvidovre i semifinalen, men det blev til at nederlag på  2–7. Det gik meget bedre om søndagen, her vandt Bulldogs bronzekampen over Esbjerg med 6–5.

 

Sæsonen 2000/2001:

 

Bulldogs havde til denne sæson mistet Kim Haagensen til Brønderslev.  Det var nu spændende og se hvordan det ville gå.
Vi havde ikke noget junior hold tilmeldt DAFU turneringen, da vi havde mistet en del. Juniorerne deltog denne sæson i LIGA NORD.
Første holdet klarede sig også godt denne sæson, vi endte på en 2. plads i grundspillet efter Brønderslev. I kvartfinalen skulle Bulldogs møde Rødovre, der var her lagt op til nogle jævnbyrdige kampe. Vi klarede med besvær uafgjort i den første kamp 5–5, efter at vi havde været bagud 1–4. Den anden kamp gik meget bedre Bulldogs spillede rigtigt godt, og vandt 6–3. Vi var hermed klar til semifinalen. Her skulle Bulldogs møde Herlev på udebane. Det viste sig at Herlev var stærke, det første opgør blev tabt med 1–7. I det andet opgør gik det ikke ret meget bedre, her tabte vi med 0–5. Herlev vandt senere DM.

Dame holdet kvalificerede sig for første gang til slutspillet, det skulle spilles i Odense. Her mødte Bulldogs Jægerspris, som havde vundet DM forrige år. Det blev desværre til et nederlag på 1–2. Bronzekampen blev vundet, her vandt Bulldogs over Friheden Fighters. Det var hermed første gang nogensinde, at Bulldogs damehold vinder medaljer, det var flot.

Sæsonen 2001/2002:

Jesper Thomsen stopper som træner i Bulldogs. Ny træner bliver Allan Jensen. Klubben får tilgang af Dennis Lundin og Bo Jensen fra Brønderslev og Kim Haagensen skifter også tilbage til Bulldogs.
Man råder nu over et rigtigt godt hold.

Dame holdet har også til denne sæson et godt hold.

Det bliver spændende at se hvor langt vi kan nå, men vi satser på at komme langt.

Bulldogs blev danske mestre

I en utrolig spændene 2. finalekamp kunne Bulldogs trække sig ud af kampen som sejrherrer, med en sejr på 4-1 over Rødovre.

Rødovre spillede klogt og blev tilbage på banen. De skulle bare sørge for at Bulldogs ikke vandt med mere end 1 mål, så ville de blive mestre. Det tydede meget også på da der efter 1. periode stod 0-0. Bulldogs' spil kørte ikke optimalt og man fik ikke skabt mange chancer.

I 2. periode gik det lidt bedre for hundene. Man var blevet mere sikker i spillet, men igen blev der ikke skabt så mange chancer som spil-fordelingen skulle have givet. Til sidst i perioden scorede Rødovres Claus Nissen til 0-1. Nu skulle Bulldogs pludselig op og score 3 mål for at udligne stillingen fra første kamp.

Men i 3. periode var alt forandret.
Bulldogs startede med at score i en overtalssituation, og der var bare gået lidt mere end et minut. Det var Bulldogs bedste spiller, Claus Riis Jensen der sendte et flot slagskud ind bag Rødovre keeperen Kenneth Larsen.
Små 4 minutter scorer Kim Haagensen til 2-1 til Bulldogs og Hundehuset er ved at koge over. Bulldogs sidder fuldstændig på kampen og styrer spillet. Og da der mangler 5 minutter af kampen scorer Ronni Grønbech til 3-1. Bulldogs har nu udlignet stillingen fra første kamp og det ligner en sudden victory.
Men Bulldogs stopper ikke her, bare 45 sekunder senere scorer måltyven Kim Haagensen igen. Bulldogs står nu som danske mestre!!!
I de sidste minutter tager Rødovre deres keeper ud, men uden held. Bulldogs vinder 4-1 og er dermed danmarksmestre for første gang i Herre Senior rækken.

 

Sæsonen 2002/2003

For første gang indledte Bulldogs en turnering som forsvarende mestre. Allan Jensen skulle fortsætte som træner og stod for sommertræning o.lign. men meddelte kort før sæsonstart, at han ønskede at skifte til en sjællandsk klub. Thorkild Christoffersen overtog træningen. Men efter er kortvarigt ophold på Sjælland, vendte Allan Jensen tilbage til Bulldogs og var således til rådighed resten af sæsonen.

Bulldogs gik gennem grundspillet med 14 sejre, 1 uafgjort og kun 3 tabte kampe. Kun bysbørnene fra Outlaws FFK kunne man ikke tage point fra. Outlaws FFK havde oprustet kraftigt til sæsonen. Bl.a. med tilgang af et par meget stærke svenskere, hvor ikke mindst Jerker Lundgreen var med til at præge billedet i dette års turnering.

I slutspillet stod vi overfor Hafnia fra København i kvartfinalen. Kvartfinalen skulle afgøres over 2 kampe på Hafnias hjemmebane. Første kamp endte uafgjort 4-4, hvorefter der ventede en afgørende kamp, men denne kamp viste sig ikke at være så spændende idet Bulldogs tog teten - og der blev de. En sikker og fortjent sejr kunne hentes hjem.

I semifinalen ventede Outlaws - i det mange kaldte den moralske finale. Og sikke et par kampe. Første kamp skulle spilles i et propfyldt "Hundehus". Kampen bølgede frem og tilbage. Outlaws synes at have et spillemæssigt overtag, men Bulldogs sled og fightede sig ind i kampen. Jerker Lundgren beskadigede armen og måtte udgå, hvilket skabet tydelig "panik" hos modstanderholdet. I 3. periode synes Bulldogs at have fået overtaget og kunne slutte dagen med en sejr på 7-5.

Bulldogs havde således et god - omend spinkel - føring inden næste og afgørende kamp. Moralen var i top, man havde vist at modstanderholdet kunne besejres.
Kampen blev spillet i en ligeså flot kulisse som første kamp. FFK hallen var fyldet, borgmesteren var til stede - en rigtig festdag. Og der var spænding til sidste sekund. Men da slutsignalet lød havde Outlaws vundet 3-1 - man var jo således lige vidt - kampen måtte i overtid. Og her havde Outlaws det fornødne held - og dygtighed til at afgøre kampen - på et iøvrigt rigtig flot mål.

Bronzemedaljerne gik til Bulldogs - hvilket man lige i sekundet var lidt skuffet over, men set tilbage over hele sæsonen et rigtigt flot resultat.

Damerne havde også en rigtig god sæson, der også resulterede i bronzemedaljer. Finalestævnet forgik i København, hvor man i semifinalen stod overfor Hafnia. Hafnia vandt en smal sejr - og da Jægerspris besejrede Outlaws, stod de 2 frederikshavnerhold overfor hinanden i bronzekampen. Og det lykkedes pigerne at besejre det på forhånd udpegede mesterskabsfavoritter og man kunne drage hjem med nogle rigtig flotte medaljer.

På ungdomssiden havde U16 en rigtig flot sæson i grundspillet, holdet vandt kredsen og gik igennem grundspillet uden nederlag. Men da mellemspillet gik igang kiksede det og holdet måtte overraskende konstatere, at årets finalespil skulle være uden deltagelse af Bulldogs. 

De øvrige ungdomshold deltog ikke i nogen turnering, men der var sat en stor udvikling igang, søgningen til floorball blev mærkbart større. Dette skyldtes ikke mindst en MEGET stor indsats af Martin Fast. Martin var kommet til klubben ved sæsonstart og engagerede sig meget i ungdomsarbejde - et arbejde som ikke mindst U11 og U13 nød meget glæde af. Desværre blev Martin kaldt "hjem" til sjælland for at aftjene værnepligt - så andre må forsøge at løfte den tunge arv i den kommende sæson.